Gå til hovedindhold

Samarbejde mellem Aarhus Kommune og Odense Robotics giver fordele for hele GTM

Robotterne er på vej, ingen tvivl om det. Derfor har Aarhus Kommune indgået en aftale om samarbejde med Odense Robotics, som er national klyngeorganisation for robot-, drone- og automatiseringsvirksomheder. I første omgang indbefatter det en regional hub for Odense Robotics på DOKK1 i Aarhus.

  • Læs op

Indhold

    Hub’en fokuserer på robot-, drone- og automatiseringsvirksomheder i Region Midt, med henblik på, at skabe partnerskaber, etablere rum til videndeling og støtte op med hjælp til innovation. Indsatsen er primært for medlemmer af klyngen, men klyngen har godt af at blive endnu større, og derfor er der også initiativer i gang, der skal skabe interesse om, og motivere til, at søge medlemskab og bidrage til fællesskabet.

    Allerede nu har der været flere arrangementer, som har trukket medlemmer fra hele regionen og GTM-kommunerne, og det har vist sig, at der særligt for virksomheder, der arbejder med udendørs robotter, er fundament for at etablere en samarbejdsplatform. De fleste dronevirksomheder i regionen er allerede med i et nationalt dronenetværk under Odense Robotics, og de mange automatiseringsvirksomheder og tekniske integratorer i GTM-kommunerne kunne med fordel også samles for at styrke teknisk viden og samarbejde om innovation og nytænkning. Odense Robotics har kontakt til de største danske virksomheder, og når der ikke lige findes en løsning på en konkret automatiseringsudfordring, så gennemfører Odense Robotics i samarbejde med den specifikke virksomhed forløb, der samler udvalgte kompetente automatiseringsvirksomheder og tekniske integratorer til innovationssprints som skaber fundament for samarbejde om løsninger og nyskabelse.

    En del af hub’ens arbejde går også på at skabe plads til vidensinstitutionerne i økosystemet, og allerede nu har Aarhus Universitet slået dørene op for klyngen og derigennem gjort opmærksom på kompetencer og forskning. Vidensinstitutionerne er væsentlige for at sikre at medlemsvirksomhederne er i front, men også at fx universiteterne til stadighed har fod på, hvad der foregår rundt omkring i produktionsvirksomhederne og hvilke behov der reelt findes at dykke ned i.

    Hub’en er mere end interesseret i såvel at få kontakt til andre uddannelsesinstitutioner og virksomheder som en dialog i kommunalt regi. Kommunerne er yderst åbne for at indgå i samarbejderne og forskellige projekter, da meget ny teknologi kan afhjælpe en række af de kommunale flaskehalse og driftsudfordringer. Kommunerne er desuden traditionelt gode testplatforme og store aftagere af ny teknologi.

    Hvis du vil vide mere, så kontakt Jesper Askov på pjea@aarhus.dk eller jap@odenserobotics.dk 

    Sidst opdateret: 3. oktober 2023