IoT: Det første indsatsområde
Mange kommuner og virksomheder er begyndt at bevæge sig ind i IoT’ens forunderlige (og til tider komplekse) verden. IoT er derfor et naturligt første indsatsområde for GovTech Midtjylland.

IoT: En spændende verden åbner sig
Mange kommuner og virksomheder er begyndt at bevæge sig ind i IoT’ens forunderlige og komplekse verden. Som med alt andet nyt er der mange begreber, teknologier og platforme i spil som rejser en masse spørgsmål: Hvilken sensor fungerer bedst til mit behov? Hvordan får jeg data transmitteret fra min enhed til mit datacenter? Hvordan kan jeg forstå og udnytte de data, jeg får fra mine IoT-enheder?
De fleste kender og bruger WiFi- og mobilforbindelser hver eneste dag. WiFi- og mobilforbindelser er lavet, så mennesker kan udveksle e-mails og filer, foretage tale- og videoopkald, se Netflix i toget og generelt bare være online med fuld spark fra vores bærbare enheder. Typisk genoplader vi batteriet i vores telefoner eller laptops med få timers eller dages mellemrum. Vi er sjældent mere end få hundrede meter fra en mobilmast eller et WiFi-netværk.
Med IoT vendes der op og ned på den model: Nu handler det om at sende så små datamængder som muligt og over meget lange afstande, så vi kan bruge enheder, der lever længe på et batteri og ikke forudsætter etableringen af en dyr netværksinfrastruktur.
Den hastige udvikling åbner op for talrige muligheder for at monitorere, kontrollere eller endda automatisere arbejdsgange og opgaver i den offentlige organisation.
IoT-løsninger har potentialet til at skabe bedre udnyttelse af ressourcer, spare tid, nedbringe CO2-udledning, løse trafikale udfordringer, give beslutningstagere nye værktøjer osv. Derfor har flere kommuner de seneste år arbejdet ihærdigt på at udforske, teste og implementere IoT-løsninger, f.eks. ved at installere sensorer i skraldespande, indføre intelligent trafikregulering, måle indeklimaet i kommunale bygninger eller tælle cyklister på den lokale mountainbike-rute. Arbejdet er ofte drevet af ildsjæle i den enkelte kommune og understøttet af uformel sparring med andre kommuner, der har afprøvet lignende løsninger. Aktiviteterne kan også være igangsat på initiativ af lokale leverandører og konsulenthuse, der gerne etablerer testløsninger som led i deres strategiske salgsarbejde.
Uagtet de mange lokale initiativer og uformelle samarbejder er arbejdet med ny teknologi for mange kommuners vedkommende fortsat svært at sætte rigtigt skub i. Det kræver fokus, kompetencer og overskud at sætte sig ind i radikalt nye begreber og felter som sensorteknologier, datatransmission, machine learning, droner og data-visualisering. Det er fokus, kompetencer og overskud, som kan være svært at finde i det ønskede eller nødvendige omfang og i en hverdag præget af fokus på mere traditionel digitalisering og drift; det til trods for de store potentialer som den radikale innovation rummer på den lidt længere bane.
Selv de større kommuner er i tvivl om, hvilken retning man skal gå, hvilke teknologier man skal fokusere arbejdet på, hvor man køber det rette udstyr, hvordan data bedst bearbejdes og præsenteres og hvilke samarbejdspartnere, der er de rigtige. Erfaringen på tværs af de offentlige myndigheder er således, at der fortsat er en stor opgave –strategisk såvel som praktisk – i at få beskrevet potentialer, allokeret ressourcer og komme fra pilotprojekt til løsninger i stor skala, der skaber reel værdi for borgere og medarbejdere.
Start med behovet - find ind til værdien
IoT-enhederne er blevet billige, der er mange på markedet og til nærmest alle tænkelige brugsscenarier. Leverandørerne står i kø med løsningsforslag og integrerede platforme. Derfor er det let at komme i gang og foretage prøvehandlinger med IoT-enheder.
Men skal vi for alvor have IoT til at give værdi i vores organisationer, så må vi i højere grad finde ind til de anvendelsesområder, hvor IoT reelt er det rette greb i værktøjskassen.
Det kræver en proces, hvor vi involverer flere grene af forretningen - slutbrugerne, fagpersonerne, innovatørerne, specialisterne - i kortlægningen af den enkelte use case, behovet, organisationens forudsætninger for at bruge de data, der bliver skabt og meget andet.
Valg af teknologier skal altid tage afsæt i konkrete behov - og nogen gange er teknologi slet ikke svaret.
I GovTech Midtjylland har vi som ambition at udbrede IoT med afsæt i de anvendelsesområder, hvor IoT-værktøjskassen skaber reel forretningsværdi.