LoRaWAN dækning i Stratosfæren
En ubemandet friballon opsendt fra Mossø nær Skanderborg, havde LoRaWAN-dækning på hele sin 250 km lange rejse.

ITK Aarhus, hvor Govtech Midtjylland har base, opsendte i Juni en ubemandet friballon som en del af deres sommeraktivitet ITK Space. Ballonen nåede op i 32 kilometers højde, og rejste fra Mossø nær Skanderborg og faldt til sidst i havet nord for Fyn.
Rejsen har dog fået en krølle som er af interesse for GovTech: Under hele opsendelsen og de 250 kilometers rejse havde ballonen konstant LoRaWAN dækning gennem GovTech Midtjyllands LoRaWAN gateways.
På det nordlige Fyn var der sågar forbindelse mellem en gateway i Lemvig Kommune og ballonen - en imponerende afstand, med tanke på at LoRaWAN sendere normalt har en rækkevidde på 15-20 kilometer. Forskellen hænger sammen med ballonens højde - uden bygninger, højdedrag eller træer til at blokere signalet kan de rejse markant længere.
LoRaWAN er en del af GTM's ydelseskatalog.