Aarhus Kommune tester Meshtastic som beredskabsværktøj
Hvordan kan kommuner kommunikere, når nettet er nede? Aarhus Kommune tester netop nu Meshtastic – en enkel, batteridrevet teknologi, der kan skabe kontakt uden internet eller mobilnet.

IoT Lab i Aarhus Kommune undersøger aktuelt, hvordan teknologien Meshtastic (https://meshtastic.com/) kan anvendes som et robust kommunikationsværktøj i situationer, hvor internet og mobilnet er nede — fx under strømafbrydelser eller større beredskabshændelser.
Teknologien bygger på små, billige, batteridrevne enheder, der kommunikerer direkte med hinanden via radioforbindelser og skaber et såkaldt mesh-netværk. Det betyder, at beskeder kan sendes fra en enhed til en anden uden behov for internet, mobilmaster eller central server.
SMS-lignende funktionalitet med store perspektiver
For Aarhus Kommune ligger potentialet i at kunne sikre kommunikation i kritiske situationer – fx i hjemmeplejen eller for ledelsen under et større beredskab – hvor man normalt ville være afhængig af netværksdækning. I praksis kan Meshtastic bruges til at sende korte, SMS-lignende beskeder mellem medarbejdere i fx hjemmeplejen eller kommunens beredskabsledelse, når almindelig kommunikation ikke er mulig.
Det åbner for nye muligheder for at opretholde kontakt og koordinering i kritiske situationer – selv i områder uden dækning.
Samtidig kan teknologien tænkes ind som et supplement til eksisterende beredskabsplaner eller en lokal backupløsning, der kan aktiveres ved systemnedbrud.
Hvad er Meshtastic?
Kommunikation uden internet: Meshtastic er en open source-teknologi, hvor små radioenheder udstyret med LoRa-radio (Long Range) kan kommunikere direkte med hinanden. Det betyder, at enheder kan sende beskeder og positionsdata, selv når mobilnetværk, Wi-Fi eller internet ikke fungerer.
Mesh-netværk: Enhederne fungerer både som knudepunkter og gentagere. Det vil sige, at beskeder kan ‘hoppe’ fra én enhed til en anden, indtil de når frem til modtageren. Det gør netværket fleksibelt og robust, især i terræn eller områder med dårligt signal. For at forbedre netværksdækningen sætter entusiaster solcelledrevne noder op på centrale placeringer.
Lavt strømforbrug og kosteffektiv: LoRa-teknologien trækker meget lidt strøm, hvilket betyder at enhederne kan fungere i lange perioder på batterier. Omkostningerne for hardware er relativt lave, og de fleste komponenter kan være basale og billige, især når løsningen ikke kræver kommercielle licenser eller abonnementer.
Hvorfor er det relevant for kommunens beredskab?
I en beredskabssituation kan mobilnettet blive overbelastet eller helt utilgængeligt. Meshtastic kan i sådanne situationer fungere som et uafhængigt kommunikationslag, der sikrer, at mandskab i felten fortsat kan koordinere og dele information – også uden dækning.
Det gør teknologien interessant for kommuner og beredskabsenheder, som vil afprøve robuste, lavteknologiske kommunikationsløsninger, der kan komplementere de eksisterende systemer.
Derudover giver Meshtastic mulighed for at dele positionsdata og visualisere bevægelser på kort, hvilket kan understøtte overblik, søgeindsatser og situationsforståelse i et område uden netværksdækning.
Eksempler på anvendelse:
- Robust kommunikation under strømafbrydelser eller netudfald: Enhederne kan køre i dagevis på batteri og sikre basal kommunikation.
- Redningsindsatser i områder uden dækning: Hold kan holde kontakt og sende beskeder via radioforbindelse i stedet for mobilnet
- Koordinering under større events: Midlertidige netværk kan oprettes hurtigt og bruges til logistik og sikkerhed.
Øget interesse for Meshtastic i Danmark
TV 2 har for nylig bragt en historie om et lokalt Meshtastic-initiativ på Bornholm, hvor frivillige borgere har etableret et netværk, der dækker store dele af øen. Projektet viser, hvordan teknologien kan vokse nedefra – og skabe et fællesskabsdrevet supplement til kritisk kommunikation i lokalsamfundet.
Selv om Aarhus Kommune ikke er direkte inspireret af Bornholm, understreger eksemplet, at Meshtastic er ved at få bredere opmærksomhed som et muligt led i lokal beredskabs- og robusthedsstrategi.
Læs mere om Bornholm-initiativet hos TV 2 Bornholm.
Næste skridt
Den tekniske afprøvning i Aarhus skal give erfaringer med, hvordan teknologien fungerer i praksis og hvilke muligheder, der er for at bruge den i kommunens arbejde. Erfaringerne vil blive delt med andre kommuner gennem GovTech Midtjyllands netværk, hvor vi oplever øget interesse for anvendelsen af IoT inden for beredskabsområdet.
Vil du selv i gang eller høre mere om afprøvningen, så tag fat i Kristian Risager (lrkr@aarhus.dk),Team Lead i IoT Lab i Aarhus Kommune.