Intelligent vandstyring i Horsens: IoT-sensorer skal beskytte byen mod oversvømmelser
Hvordan kan data og IoT-teknologi mindske risikoen for oversvømmelser i byområder? I Horsens Kommune tester man nu intelligent styring af vand – med sensorer, vejrdata og AI i centrum.

Når stormflod fra fjorden møder kraftige regnskyl fra oplandet, kan vandstanden i Bygholm Sø og Horsens Å hurtigt nå kritiske niveauer. I et nyt projekt tester Horsens Kommune, hvordan IoT-sensorer, realtidsdata og kunstig intelligens kan give langt bedre styring af vandmasserne – og mindske risikoen for oversvømmelser i midtbyen.
Projektet viser, hvordan IoT-teknologi bliver et centralt redskab i kommunens klimatilpasning, og rummer potentiale for at inspirere andre kommuner i regionen med lignende udfordringer.
Klimaudfordringen i Horsens midtby
I Horsens Kommune arbejder man målrettet på at sikre byen mod fremtidige oversvømmelser. Et særligt problem opstår, når store regnmængder fra oplandet falder sammen med stormflod fra Horsens Fjord. Det skaber et dobbeltsidet pres på Bygholm Sø og det efterfølgende vandløb, Bygholm Å, der løber midt gennem byen. Konsekvensen kan være kritiske vandstigninger og oversvømmelser i midtbyen.
Bygholm Sø reguleres i dag via en sluse, som automatisk holder vandstanden på et fast niveau under normale forhold. Men systemet er ikke gearet til komplekse hændelser, hvor fx stormflod og kraftige regnskyl opstår samtidigt. Her bliver det nødvendigt at tænke i mere dynamisk og situationsbestemt styring.
Hen mod en dynamisk og datadrevet styring
I et samarbejde mellem Horsens Kommune, GovTech Midtjylland, DTU, WSP og andre aktører arbejdes der nu på at udvikle en løsning, hvor styringen af slusen bliver automatisk og baseret på data. Målet er at sikre, at slusen kun leder præcis den mængde vand ud, der er nødvendig – og på det rette tidspunkt.
Projektet sigter mod at udvikle et system, der på basis af data om vandstand (sø og hav), vandflow og nedbør automatisk styrer vandmængden, der ledes gennem slusen ved Bygholm Sø. Med den nye løsning vil man mindske risikoen for, at Horsens midtby rammes af oversvømmelser – især når store mængder regnvand presses bagfra samtidig med høj vandstand fra fjorden.
Projektet kombinerer flere datakilder:
- IoT-sensorer måler vandstand i Bygholm Sø og i fjorden
- Flowmålere registrerer, hvor meget vand der passerer bestemte punkter
- Nedbørsmålere leverer realtidsdata om regnmængder
- En LiDAR-drone kortlægger terrænet omkring sø og vandløb i høj opløsning
Disse data samles og analyseres, og på baggrund heraf udvikles en AI-model, som skal danne grundlaget for automatisk og intelligent styring af slusen.
Live data giver beredskabet et forspring
For beredskabet er det centralt at vide præcis hvordan vandstanden udvikler sig både i søen, å-løbet og i fjorden, da vandstandsniveauet er afgørende for hvilke indsatser, der skal iværksættes hvornår.
GovTech Midtjylland har derfor udviklet en datavisualisering, der giver et klart og aktuelt overblik over situationen, baseret på livedata fra sensorerne. Visualiseringen er med til at styrke beslutningsgrundlaget så beredskabet hurtigt kan træffe informerede beslutninger ved både daglig drift og akutte hændelser.
På sigt ønsker Horsens Kommune også at bruge vandstandsdata til at informere byens borgere, fx når stier og parker langs åen er oversvømmet og midlertidigt utilgængelige.
En løsning, der kan skaleres til andre kommuner
Casen i Horsens fungerer som et konkret eksempel på, hvordan kommuner kan bruge IoT-sensorer og realtidsdata til at understøtte intelligent klimatilpasning. Flere byer står med lignende udfordringer i forhold til klimatilpasning, og løsningen i Horsens kan blive en model, der kan genbruges og tilpasses lokale forhold – både i Midtjylland og nationalt.
GovTech Midtjylland understøtter løsningen med implementering af IoT-infrastruktur, sensorintegration og datavisualisering og ser casen som et inspirerende eksempel på, hvordan samarbejde og teknologi kan gå hånd i hånd med lokal klimatilpasning.
En del af InnoTech TaskForce
Projektet indgår i InnoTech TaskForce – et Interreg ØKS-projekt, hvor kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner samarbejder om at udvikle konkrete og skalerbare datadrevne løsninger, der fremmer den grønne omstilling. Horsens-projektet viser, hvordan realtidsdata, digital infrastruktur og AI kan blive en aktiv del af den kommunale klimatilpasning.
